Roskildegruppens ansatte samarbejder med mange forskellige branchefolk fra hele verden og udveksler knowhow og ideer, der er baseret på mange års festivalarbejde samt erfaring fra en lang række andre arrangementer inden for musik, sport, ledelse og kultur generelt.
Roskilde Festival er medlem af den danske festivalsammenslutning FestivalDanmark, som består af 17 festivaler, f.eks. Skagen Festival, Grøn Koncert og Skanderborg Festival. FestivalDanmarks formål er bl.a. at skabe forståelse og samarbejde mellem festivalerne for at opnå bedst mulige festivalforhold til gavn for publikum.
Sammenslutningen afholder to seminarer om året. Seminaret i april samler sig omkring generalforsamlingen og diverse paneldebatter og diskussioner, mens seminaret i oktober er mere netværksorienteret og lader repræsentanter fra festivalerne mødes i mindre grupper indenfor forskellige områder som f.eks. camping, booking, sikkerhed m.m.
Henrik Bondo Nielsen fra Roskilde Festival er formand for sammenslutningen og repræsenterer de danske festivaler i forskellige sammenhænge.
Roskilde Festival er en af 64 festivaler, der er del af den europæiske festivalsammenslutning Yourope (The European Festival Association).
Sammenslutningen fremmer samarbejde og videnudveksling mellem europæiske festivaler og stræber f.eks. efter at forbedre arbejdsforhold, sundhed, sikkerhed og klimabevidsthed på festivalerne i Europa.
Formaliseret, fælleseuropæisk festivalsamarbejde om eventsikkerhed og såkaldt crowd management. Har siden 2003 afholdt halvårlige europæiske seminarer bl.a. med arrangører af store engelske og tyske festivaler.
Gå til Yourope Event Safety Groups hjemmeside
